Jacob og Amelia

Jacob, 9. klasse, jagtholdet:

Jacob har valgt to år på efterskolen, og efter ¾ år får han sit jagttegn. Men jagt er ikke nogen ny interesse hos ham. I hans familie er denne form for naturoplevelse en tradition.

"Jeg har valgt jagtlinjen på Helgenæs, fordi her kan man dele sin interesse med mange andre. Alle ved bare hvad man snakker om; sådan var det ikke rigtig i folkeskolen. Og så må man have sin hund med! Jagt handler ikke om at gå ud og skyde en masse; her lærer vi alt om vildtpleje og håndværk , om at skabe gode betingelser for dyrene, og så høste overskuddet, samtidig med at man nyder naturen. Samtidig er her enormt hyggeligt, alle kender alle, og man får en masse venner. Jeg tror også man bliver mere moden af at gå på efterskole, og det er dejligt at man kan dyrke sine interesser, samtidig med at man går i skole".

Jacob vil gerne på Skovskolen efter 10 klasse og fortsætte med at have den tætte kontakt med naturen.

 

Amelia, 10. klasse, hesteholdet:

Amelia havde aldrig redet før, men færdes nu hjemmevant på ridebanen og ude i naturen på ryggen af den islandske hest Fifill.

"Jeg har boet på 3. sal inde i Aarhus, og har ikke rigtig haft den store kontakt med naturen, så da jeg kom herud, var det helt fantastisk. Jeg har altid gerne villet lære at ride, og som den eneste på hesteholdet er jeg nybegynder, men de andre piger har været enormt søde til at hjælpe mig, og lærerne kan sagtens finde ud af at undervise på flere niveauer!

Da jeg besøgte skolen første gang, var jeg sikker på, at det var her, jeg ville være: Lærerne var så søde, dygtige og engagerede. Jeg har ikke min egen hest, men jeg kan godt lide, at den hest jeg så har lånt, bliver min makker, så længe jeg går her! Jeg er virkelig blevet grebet af at ride, mens jeg har været herude, og så bagefter vil jeg gerne have en halvpart i en hest, selvom jeg bor inde i Aarhus. Jeg havde overvejet at gå på efterskole allerede i 9. klasse, og det ville jeg ønske, jeg havde gjort, for efterskolen er et godt sted at finde sig selv, inden man skal videre ud i systemet".

Amelia vil på gymnasiet efter 10. klasse.